Har du taget livet ind i dag?

Kender du til det at sidde med en oplevelse af at have fået noget tid forærende? En situation, hvor du har oplevet sindsro og taget dig selv i eftertænksomt at bemærke, at livet er ret fantastisk; du har en behagelig, varm følelse i maven, du mærker, at solen skinner, og du smiler til alle de forbipasserende, blot fordi du har lyst.
Måske kender du ikke lige til den oplevelse, men til en der minder om? Måske er det alt for længe siden, at du har haft en følelse, der ligner den beskrevne? Måske har du så travlt, at du ikke kan huske, hvornår du sidst har siddet ned uden formål?

Energien i de små pauser
Den beskrevne følelse gav forleden anledning til nogle tanker om vigtigheden af at holde pause; at vi giver os selv lov til bare at være, minimum et par minutter hver dag. At sanse, mærke efter og trække vejret med opmærksomhed. Det er nemlig ofte i disse øjeblikke, at det er muligt at være fuldt til stede. Øjeblik for øjeblik. Fuldt opmærksom på det, der foregår indeni, og på det der sker omkring dig. Og så giver det oven i købet ny energi, øget velvære og overskud til det, der måtte fylde resten af din dag.
Det er især værd at overveje for dig, som mener, at du ikke på nuværende tidspunkt kan prioritere at finde tid til at meditere.

Træn dit tilstedevær; start med dit åndedræt 
Hvis du tænker, at du kun sjældent har mulighed for at tage en pause, hvor du får ladet op, hvor du er med det, der nu engang er, hvor du trækker vejret ordentligt; helt ned i bunden af lungerne, så maven udspiles og ribbenene udvides … Så er sommerferien måske en oplagt mulighed for at træne åndedræt og tilstedevær. Til at give dig selv en masse øjeblikke, hvor din hensigt udelukkende er at træne dig selv i at trække vejret og få mere overskud og energi. Mere ro i tankemylderet.

Det eneste, du skal gøre, er flg.:
Sæt dig godt til rette.
Sid med rank ryg, skuldrene lidt tilbage, så brystkassen er åben, og du har god plads til åndedrættet.
Luk øjnene.
Træk vejret kraftigt ind gennem næsen, helt ned i lungerne, hold vejret et kort øjeblik, og pust derefter kraftigt ud gennem åben mund. Pust gerne lidt mere ud, end du umiddelbart synes du kan og sæt gerne lyd på.
Træk vejret på denne måde 8-10 gange. Giv dig god tid.
Træk herefter vejret i den rytme, der føles naturlig og afslappet for dig.

Tag livet fuldt ind hver dag!
Træk som minimum vejret dybt et par minutter hver dag.
Det vil med stor sandsynlighed berige dit liv og inspirere dig til lidt oftere, også i din hverdag, at stoppe op og give dig selv et frirum, hvor du kan hente frisk energi og øget velvære, blot ved at trække vejret med alle sanser åbne. Uden forbehold. Uden bedømmelse. Og med accept af at det er, som det er.

Har du lyst til at gå skridtet videre, få mere inspiration og lære at meditere og skabe reelle forandringer i dit liv? Så læs her mere om vores udviklingsforløb.

Mange hilsner

Anne